Nedtur vendt til optur – min tur til Mount Everest

AF THEIS MAACK BIELEFELDT

31 år.

Sygdomshistorie: Hypofyseinsufficiens forårsaget af svulst opdaget i hypofysen i teenageårene, svulst opereret transkranielt samt strålebehandlet.

Medicin: Alle hormonerne. 

Det var ikke hvilken som helst rejse jeg skulle ud på. Turen gik til Nepal, til Himalaya bjergkæden. En rejse på 23 dage, hvoraf de 17 skulle bruges på at vandre, med Mount Everest Base Camp som målet. Rejsen var mit livs længste, målt i tiden jeg skulle være afsted, samt i afstanden til Danmark. Desuden skulle jeg alene afsted, dog som en del af en gruppe, og jeg havde ingen tidligere erfaring med at vandre eller med de høje luftlag. 

Og hvorfor havde jeg så valgt at kaste mig ud i det? Jo, jeg har altid været fascineret af de højeste bjerge, og dem som bestiger dem. Nepal er hjem for 8 af de 14 højeste bjerge i verden. Det var også en god mulighed for en fysisk, psykisk og social udfordring. Selvfølgelig vidste jeg, at det var med en hvis risiko, min sygdom taget i betragtning. Det skulle dog ikke holde mig tilbage.

Jeg var mildest talt meget usikker på, om jeg fik lov at tage afsted, nu hvor jeg lige havde været indlagt for kort tid siden. Heldigvis blev tvivlen gjort til skamme. Det føltes dog som om, at en uge var blevet revet ud af kalenderen, så der var mange ting der skulle styr på inden afrejse. D. 31. marts, blot 5 uger efter min indlæggelse, var jeg parat til at tage afsted. 

Ankommet til Nepal, stod oplevelserne i kø. Jeg fik mødt alle de andre der skulle med på turen. Vi fik sammen opleve lidt af hovedstaden, og så gik det ellers afsted i retning af målet. Natkørsel ad en bjergvej med et fald på et par hundrede meter til den ene side. Med et mindre passagerfly til en af verdens mest tekniske lufthavne, Lukla. Vandringen begyndte med passage af de første af mange hængebroer, og inden længe fik vi det første syn af Mount Everest, det gav kuldegysninger.

Da jeg bookede rejsen havde jeg fundet tryghed i, at den danske rejseleder tilfældigvis også beskæftigede sig som paramediciner. De nepalesiske guides og rejselederen var informeret om min sygdom og havde adgang til solu cortef, som jeg havde med hjemmefra. 

Undervejs var det en udfordring at dosere hydrocortison, bl.a. pga. at to dage ikke var ens. En dag fortalte en af mine medrejsende mig, at han syntes jeg havde virket træt den pågældende dag. Jeg takkede ham for hans observation, for det var jo en god indikator på, at jeg skulle begynde at tage mere hydrocortison, og samtidig var det en naturlig lejlighed til at komme ind på min sygdom. Jeg blev mødt med nysgerrighed og forståelse.

Efterhånden som vi bevægede os højere op i terrænet blev det koldere. Vi sov godt nok i en slags hytter, men værelserne var ikke opvarmede, hvorfor temperaturen om natten faldt til under frysepunktet. Dette betød at jeg skulle være meget opmærksom på, hvordan jeg opbevarede medicinen. De fleste nætter måtte medicinen derfor overnatte i min sovepose. 

Det gik faktisk overraskende godt med at tage al min medicin undervejs, da jeg hurtigt fik det integreret i de øvrige rutiner, og altid sørgede for at have noget ekstra hydrocortison på mig. Jeg dragede endda undervejs fordel af min medicin. Mens mange af de andre måtte op flere gange om natten for at tisse, især dem der tog medicin mod højdesyge, kunne jeg, takket være min minirin, sove igennem.

Turen gik rigtig godt, der havde selvfølgelig været bekymringer før jeg tog afsted, men de blev gjort til skamme. Jeg spiste godt, fik rigeligt at drikke, tog min medicin, kunne følge med fysisk. Jeg var måske endda en af dem, der klarede sig bedst i højderne. De største udfordringer undervejs var et enkelt maveonde, som gik i sig selv i løbet af et par timer, samt lidt udfordringer med at falde i søvn og sove i den tynde luft. 

Det lykkedes mig derfor, d. 15. april, at nå Everest Base Camp (5.364 m.o.h.), sammen med de fleste i min gruppe. Dagen efter nåede jeg også turens højest mulige punkt, Kala Patthar (5.644 m.o.h.), sammen med ca. halvdelen af min gruppe. Turen var en fantastisk naturoplevelse og en stor personlig sejr, ikke mindst med tanke på min sygdomshistorie. Rejsen har givet mig mod på mere, hvorfor jeg i fremtiden overvejer at prøve kræfter med Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro (5.895 m.o.h.).

Jeg håber selvfølgelig min historie kan inspirere andre. Jeg ved, at de fleste der læser dette, er ramt af en hypofysesygdom. De fleste er hårdere ramt af sygdommen, end jeg er. Sygdommen har gjort os meget ondt, men også formet os til dem vi er, og bragt os sammen i Hypofysenetværket. Fælles for os tror jeg er, at vi kan meget mere, end vi tror. Så lad os ind imellem kaste os ud på usikker grund, og se hvad der er muligt.