Et travlt forår

Min søn blev konfirmeret Store Bededag i år. For mig som mor var det en travl periode med forberedelse af tale, diasshow, bage småkager osv. Jeg havde taget fridage op til dagen og ugen før havde jeg også ferie.

Det var nu fordi, at vi skulle følge min nevø til u19VM i floorball i Frederikshavn. Det var faktisk rart at komme hjemmefra og have ferie op til. Jeg skulle selv køre derop med mine 2 børn og min niece. Min niece kørte noget af vejen, så det var meget rart. Hjem kørte min mor og far med til Ringsted, så min mor kørte fra Vejle af. Under VM heppede vi utroligt meget og det var lige før, at jeg var ved at miste stemmen.

Lørdag var en vigtig dag, hvor det var vigtigt aT DK vandt kampen. Vi så først en kamp med Sverige om eftermiddagen. Vi havde ikke spist inden kampen og da Danmark havde spillet første periode var jeg et nervevrag og måtte gå 5 minutter før perioden var slut.

Der var utrolig meget støj under kampene, så jeg fik købt ørepropper om fredagen, for at kunne holde det ud. Så støj, mange mennesker og sult var alle stressfaktorer. Jeg fik noget at spise, da jeg blev dårlig og tog ekstra hydrokortison, for at kunne være til. Jeg ville ikke have været den oplevelse foruden sammen med min familie.

På selve konfirmationsdagen havde jeg styr på tingene – det var en kold og blæsende dag – og vi skulle hejse flag og vi måtte gøre det om 2 gange. Jeg kunne mærke at jeg trængte til ekstra hydrokortison, så jeg tog 10mg inden vi kørte til kirken. I kirken blev jeg helt rørstrømsk, da min mor, far og søster ankom til kirken. Tårerne trillede, da der var procession ind i kirken med præsten og konfirmanderne. Johan gik forrest med præsten. Under hele første salme trillede tårerne, så jeg havde godt gang i lommetørklædet. Jeg tænker, at hydrokortisonen ikke helt havde noget at virke, men det var jo også et følelsesladet øjeblik.

Vi drak kaffe hjemme inden vi skulle afsted til festlokalet – jeg havde regnet med vi skulle have noget koldt at drikke, men det var simpelthen så koldt på dagen. Til selve festen gik det over alt forventning og jeg klarede at holde tale for Johan. Jeg havde lavet et manuskript til talen, som jeg kunne følge. Jeg tror jeg var helt afklaret og havde grædt af i kirken. Jeg havde på forhånd også doblet min dosis på dagen, så jeg tog ikke ekstra udover om formiddagen.