Hjernetumor og bjergbestigning gav Michelle et nyt liv

Michell Hviid ændrede sit liv fuldstændigt, da hun efter en hjernetumor, alvorlige mén og en bjergbestigning fandt ud af, hvad der er vigtigt for hende i livet. Læs referatet af foredraget her.

I januar 2021, hvor corona-nedlukningen stadig prægede vores alles hverdag, arrangerede vi i Hypofysenetværkets bestyrelse en eftermiddag med et online medlemsmøde. Bestyrelsen havde længe været i kontakt med Michelle Hviid i forhold til at holde et foredrag for vores forening, og da genåbningen havde lange udsigter, valgte vi, at det skulle være et online foredrag.

Derfor mødtes vi med Michelle og de af vores medlemmer, som havde tid og mulighed for at deltage, på videochat-platformen Teams. Det blev en interessant eftermiddag, hvor Michelle fortalte os om hendes oplevelse med at blive opereret for en hjernetumor, og hvordan hun fandt tilbage til livet med de alvorlige mén, hun oplevede efter operationen.

I dette referat kan du læse en kortere gengivelse af Michelles historie. Vil du gerne høre mere om hendes oplevelser med sygdomsforløbet, kan du læse hendes bog ”Råstyrke”, som handler om alvorlig sygdom.

En date, der ledte til en hjerneoperation

For lidt over seks år siden var iværksætter Michelle Hviid alenemor med to store børn og havde, som hun selv siger, egentlig et godt liv. En dag tog hun på en date med en læge, og mens de sad overfor hinanden, kiggede han hende dybt i øjnene – men bare ikke på en romantisk måde. Han tog fat i lampen og rettede de skarpe lys mod hendes øjne og spurgte hende, om hun havde haft Borrealia, hvilket Michelle svarede nej til. Han fortalte, at der var forskel på, hvordan hendes pupiller reagerede på lyset, og hun burde gå til sin egen læge og få det undersøgt.

Michelles egen læge henviste hende til Bispebjerg Hospital, og tre uger senere lå hun på en operationsstue og fik en hjernetumor placeret bag næsen fjernet. Kirurgen åbnede hele højre side af hendes hoved, syede det sammen med 60 sting og placerede skruer i både hendes pande og kraveben. Operationen gik godt, men da Michelle vågnede, opdagede hun til sin rædsel, at det var med alvorlige mén.

Alvorlige mén og rehabilitering

Michelle havde mistet hørelsen på sit højre øje og halvdelen af sin balance. En voldsom væskeansamling i det højre øre endte med – som Michelle kalder det – at koge hendes hjerne, så hun også var efterladt med mentale mén. Da hun vågnede efter, at væskeansamlingen var blevet drænet, havde hun mistet sin kognitive sans – hun kunne hverken snakke, gå eller kende sine børn og var lam i højre side. Hun havde også mistet sin empatiske sans og ville hverken se sine forældre eller børn.

Inden operationen havde Michelle besluttet sig for, at hvis hun skulle vågne op med alvorlige mén, ville hun på Vejlefjord Rehabiliteringscenter. Hun mener selv, at det er deres dygtige personale, der er en af grundene til, at hun er kommet tilbage til sit liv i dag. På rehabiliteringscenteret lærte hun at spise, tale, cykle og køre bil igen. I dag lever hun et normalt liv – hun er dog stadig døv på højre øre og har ingen væske i sit højre øje.

Drømmen om et anderledes liv

Nu stod Michelle tilbage med de eksistentielle spørgsmål: ”Hvem er jeg? Hvad gør mig glad? Hvem vil jeg gerne være i fremtiden?” På grund af sin succes som iværksætter, opnåede Michelle meget, da hun var ung. På de målbare platforme havde hun klaret sig fantastisk og havde haft både stor bil, stort hus, mange rejser, dyre smykker.

Men hvis hun tog et kig på de vigtigste værdier for hende; fællesskab, øjenkontakt, familie, samvær, den eneste ene; havde hun ikke opnået det, hun gerne ville. Hun var alene med to børn og havde ikke den kernefamilie, hun drømte om. Derfor besluttede Michelle sig for at skifte fokus og skabe sig et nyt liv.

På trods af at Michelle kun kort tid forinden havde været lam i hele den ene side af kroppen og skulle lære at gå på ny, besluttede hun sig for at vandre op ad Afrikas højeste bjerg – Kilimanjaro. Hendes familie syntes, det var bindegalt, men hun meldte sig til en grupperejse, og det endte med at være en livsændrende oplevelse for hende.

Tæt på toppen af Kilimanjaro

Turen op ad bjerget var på mange måder en stor oplevelse, og Michelle knyttede tætte bånd til de andre i gruppen. Men da de var 500 meter fra toppen af det 5895 meter høje bjerg, fik Michelle højdesyge. Lægen, der var med på vandreturen, sagde, at hun godt kunne fortsætte, hvis hun ville. Men hun havde lovet sine børn, at hvis hun fik det dårligt, ville hun gå ned med det samme. Derfor vendte hun om og gik ned i trygheden ved Stella’s Point.

Da de andre kom ned fra toppen, trillede tårerne ned af deres kinder, fordi de syntes, det var synd for Michelle, at hun ikke nåede helt op. Men Michelle var meget glad for sin beslutning og var stolt over, at hun nåede godt 5500 meter op i luften. Det var en kæmpe sejr for hende, at hun pressede sig selv til noget, hun ikke troede, hun turde og samtidig forstod sine egne begrænsninger.

Hun fandt ud af, at mens hun slog hjernen fra og brugte sin krop på vandreturen op ad bjerget, blev de traumatiske oplevelser fra operationen og rehabiliteringen arkiveret ordentligt i hendes hjerne, så hun kunne håndtere det og forstå det. Siden dengang har vandreture været en stor del af Michelles liv.

Michelles tre livsværdier

Ikke lang tid efter var Michelle så heldig at møde den mand, hun kalder sin eneste ene. De blev gift, og i dag bor de sammen med Michelles yngste datter og hans fire børn fra et tidligere ægteskab. I dag har Michelle den familie, hun altid har drømt om, og hun lever sit liv efter tre centrale livsværdier.

Den første handler om økonomi, og at man ikke kan købe sig til glæde. Hun var afsindigt velhavende som ung iværksætter, og hun var helt på spanden økonomisk efter sin operation. Derfor ved hun i dag, at ens økonomiske kurve og lykkekurve ikke altid følges ad – for det har de aldrig gjort hos hende. Så længe man tager beslutninger fra hjertet, har man altid sig selv med.

Den anden værdi handler om relationer. Vi bruger vores tid bedst, når vi har det godt med de mennesker, vi omgiver os med. Vi skal øse med den store spand og hjælpe andre, og vi skal huske selv at spørge om hjælp. Vi skal vise hinanden, at vi ikke er perfekte.

Den tredje værdi handler om at slutte fred med sig selv, stå ved sig selv og gøre det så godt, man kan. Hun mener, at hvis man har en drøm, kan man enten knokle for at opnå den – og måske fejle på vejen, eller man kan spilde sin tid med kun at drømme og aldrig gøre andet.



Michelle håber, at hun med sin historie kan inspirere os til at satse butikken og gå efter vores drømme, selvom vi ikke tror, at vi tør eller kan. De lykkeligste mennesker er nemlig dem, der giver mest og tør gøre og leve lidt mere.