Patientforeningen Hypofysenetværket
AF HENRY LERCHE RASMUSSEN, FORMAND
I har måske tænkt over hvad vi arbejder med og på i bestyrelsen. Det vil jeg skrive lidt om her.
Corona satte som I ved en stopper for at mødes i det meste af 2020 og starten af 2021. Vi måtte derfor finde alternativer til at mødes i virkeligheden. Derfor har vi afholdt alle bestyrelsesmøder online, og en af de opgaver, som vi tog fat i, var arbejdet med en ny hjemmeside. Det var vigtigt for os at få formularer mm. til at virke igen og så fik den også et stort løft i form af et helt nyt design. Det har primært været Maja, som tog sig af denne tunge opgave, og vi syntes den nye side er blevet rigtig fin – det håber vi også, at alle I medlemmer gør.
Camilla gik i gang med at gennemgå vores medlemslister og alle de andre formaliteter, der følger med at ændre bestyrelse i en forening. Vi havde også et foredrag til gode med Michelle Hviid, som Lone Jensen fra den tidligere bestyrelse havde fået sponseret af Novartis. Derfor gik vi i gang med at planlægge dette, dog som online foredrag, da vi jo stadig ikke kunne mødes. Det afholdt vi online den 23. januar med ret godt fremmøde.
Både bestyrelsesmøderne og foredraget med Michelle Hviid gav os inspiration til at forsøge med online møder for medlemmerne i Hypofysenetværket. Vi har i skrivende stund afholdt en håndfuld af dem og planlægger at fortsætte med dette efter sommerferien. En af de næste opgaver er et nyhedsbrev (som du læser nu), og så planlægger vi så snart som muligt at kunne melde ud om en samling for kontaktpersoner.
Vi kan ikke nå at afholde årsmøde i år, da det stadig er for usikkert med Corona-situationen, men vi arbejder på at kunne afholde generalforsamling og et foredrag samme dag og evt. et arrangement for børnefamilier dagen før. Intet af dette er lagt helt fast, men datoen for generalforsamlingen bliver d. 26. september, så sæt kryds i kalenderen.
Alle i bestyrelsen har hver især bidraget til, hvor vi er nu, og jeg håber, at vi fremadrettet vil kunne mødes lidt oftere end det seneste halvandet år.
De bedste sommerhilsner
Henry Lerche Rasmussen
Formand FOR Hypofysenetværket
Mange tak for din besked. Vi vender tilbage så snart, det er muligt.
Hovsa, noget gik galt. Prøv at opdatere din browser, og send derefter beskeden igen.
Hypofysenetværket / CVR: 34126836 / mail@hypofyse.dk