Strålebehandling af tumorer i eller tæt ved hypofysen

Tumorer i eller tæt ved hypofysen

Almindeligvis forstås hermed tumorer opstået ud af hypofysens celler og kraniefaryngeomer. Begge typer er godartede, og har ingen tendens til aggressiv spredning. Der findes også tumorer i synsnerverne og i hjernens bindehinde, som ligger i tæt relation til hypofysen. Også disse er oftest godartede. Hertil kommer nogle endnu sjældnere tumortyper, hvortil regnes de germinative tumorer, der er tumorer opstået under udviklingen af fosteret og af samme type, som kan opstå i testiklerne hos drenge. I det følgende beskrives alene principper for behandling af hypofysetumorer og kraniefaryngeomer.

Principper for strålebehandling

Hjernen er et robust organ, der tåler en relativt høj stråledosis. Der er dog visse områder af hjernen, som er mere følsomme overfor strålebehandling. Til disse områder hører synsapparatet og den centrale del af hjernen (hjernestammen). Der findes en meget betydelig viden om hvor stor en dosis forskellige dele af hjernen tåler, og det er viden som strålelægerne bruger hver dag. Det er vigtigt at slå fast, at der ved behandling af disse tumorer ikke benyttes stråledoser, der kan medføre alvorlig hjerneskade.



For at undgå skade på hjernen vælger man oftest at opdele strålebehandlingen i mange små portioner (fraktioner). Derved får det normale nervevæv mulighed for at reparere en del af den skade som strålebehandlingen medfører. Tumorer har ikke samme evne til at reparere stråleskade, og derfor opnås en positiv balance ved opdeling af stråledosis i mange små behandlinger. Man kan derved give en relativt høj stråledosis til tumor uden at risikere skadevirkning på nervevævet. Det betyder på den anden side, at der skal gives op til 25-30 behandlinger. Patienterne opfatter ofte de mange behandlinger som omfattende og en relativt betydelig belastning, da de ofte dagligt skal bruge lang tid på transport til og fra strålebehandlingen. En anden måde at skåne det normale nervevæv på er at give en ekstra præcis strålebehandling (stereotaktisk strålebehandling), hvor man ved stor præcision giver en enkelt stor stråledosis mod tumoren og samtidig søger at skåne det omkringliggende væv. Det er imidlertid kun muligt i tilfælde, hvor tumoren ligger i god afstand fra synsapparatet, og det gør den relativt sjældent.

Både ved almindelig og stereotaktisk strålebehandling består hver behandling af 3-8 strålefelter med gennemtrængende røntgenstråling rettet mod tumoren. I tumoren, hvor strålefelterne krydser, opnås den høje stråledosis. Strålebehandlingen gives altid med en smal margin og høj præcision.

Forberedelser til strålebehandlinger

For at sikre præcisionen laves at slags maskesystem, som patienten lejres i under behandlingerne. Det er ikke ubehageligt at ligge i masken, og da masken er lavet som et net af plastic er det muligt at trække vejret ubesværet gennem masken.

Umiddelbart herefter foretages en CT-skanning med patienten lejret i masken. Med CT- og med den tidligere MR-skanning som udgangspunkt planlægger strålelægen, røntgenlægen, hospitalsfysikeren og i visse tilfælde også neurokirurgen i fællesskab strålebehandlingen.

Strålebehandlingsplanen overføres med optegninger til maskesystemet samtidig med at der tages røntgenbilleder til kvalitetssikring.

Strålebehandling

Behandling 5 gange ugentligt over 5-6 uger. Man starter med behandlingsfelt fra en vinkel og flytter derefter apparatet til den næste vinkel, hvorfra næste felt gives. Under bestråling af feltet forlader personalet behandlingsrummet. Almindeligvis varer hele behandlingen 15-20 minutter. Stereotaktisk strålebehandling foregår efter samme principper, men varer oftest i størrelsesordenen 30-45 minutter. Den stereotaktiske strålebehandling gives oftest som én enkelt eller ganske få behandlinger. I nogen tilfælde kan man dog vælge af fordele stereotaktisk strålebehandling over mange daglige behandlinger.

Effekt af strålebehandlingen

De fleste tumorer i eller tæt på hypofysen er følsomme overfor strålebehandling, og den medfører at tumoren stoppes i sin vækst. Hos mange ses et svind i tumorens størrelse, men oftest begynder tumoren først at svinde mere end 6 måneder efter behandlingen.

Bivirkninger af strålebehandlingen

Man kan ikke se eller føle strålingen, og man bliver ikke dårlig under behandlingen. De fleste er helt upåvirkede af behandlingen, mens andre oplever let træthed. Hovedpine er kun sjældent en bivirkning til behandlingen. Der optræder pletter med hårtab de steder, hvor strålerne rammer hårbunden. Hårtabet vil oftest være midlertidigt.



På længere sigt – i årene efter strålebehandlingen – er der risiko for nedsættelse af hypofysens funktion. Det går oftest først ud over hypofysens evne til at producere væksthormon, men kan også ramme produktionen af hypofysens øvrige hormoner. Der kan derfor blive behov for tilførsel af disse hormoner til patienten. De læger, som følger patienten, vil være opmærksom på dette. Skade på synsnerverne er en teoretisk risiko, men det er en risiko, der tages højde for under forberedelse af strålebehandlingen. Med moderne strålebehandling og med de vanlige stråledoser ses skader på synsapparatet stort set aldrig.

Kontrol efter strålebehandlingen

Man skal følges i årene efter med skanninger. Kontrollerne foregår oftest på en neurokirurgisk eller medicinsk afdeling.

Henvisning til strålebehandling

Strålebehandling af hypofysetumorer foregår i Danmark på de onkologiske afdelinger i København, Herlev, Odense, Århus og Ålborg. Stereotaktisk strålebehandling findes alene i København og Århus. På de fleste centre afholdes ugentlige konferencer mellem stråle-, røntgenlæger og neurokirurger, hvor man tager stilling til behandlingsmulighederne.